Kadosh: en kontroversiel grad

Pia Poulsen
Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.

Oprindelsen af Kadosh-graden i Frankrig

Kadosh-graden opstod i Frankrig i midten af det 18. århundrede, og de to ældste manuskripter, der beskriver ritualet, stammer fra 1750.

De centrale elementer, som man senere genfinder i de højere grader, er allerede til stede i disse to manuskripter:

Tempelridderlegenden, ordenens ældgamle oprindelse, dens overlevelse i Skotland og forbindelsen til frimureriet; men også rituelle genstande såsom den sorte snor, dolken, ordet Nekamah, stigen med to vanger og syv trin med hebraiske navne…

Chevalier Kadosh og tempelridderlegenden

Som det fremgår, er Kadosh en tempelridder-frimurergrad, der bygger på legenden om, at frimurerne skulle være efterkommere af tempelridderne – eller måske endda deres forfædre. Det er også en “udvalgt” grad, da Kadosh er bevæbnet med en dolk og bærer en sort snor, ligesom “De Ni Udvalgte”, der hævner Hiram. Kadosh er således hævneren af de tempelriddere, der blev uretmæssigt dømt af Filip den Smukke og Pave Klemens V.

Derfra er der ikke langt til at se det som en sammensværgelse mod tronen og kirken. Under det antiklerikale republikanske højdepunkt i det 19. århundrede fandtes der versioner af graden, hvor modtageren blev opfordret til at træde på den pavelige tiara og den kongelige krone. Budskabet var klart.

Kadosh: En kontroversiel grad inden for frimureriet

Det er netop her, Kadosh bliver kontroversiel. Det er ikke nødvendigvis noget, vi tænker over i dag, da tempelridderne er blevet et almindeligt tema i populæresoterikken, og der findes utallige romaner og film, der frit broderer over temaet om deres overlevelse, deres skat eller deres hemmeligheder. Men før det 18. århundrede var det anderledes.

Ganske vist havde mange forfattere siden det 16. århundrede sået tvivl om berettigelsen af dommen over tempelridderne og antydet, at det primært var grådighed, der havde motiveret Filip den Smukke. Men ingen ville have vovet åbent at erklære sig som tilhænger af Tempelherreordenen eller forsøgt at rehabilitere eller genoprette den: Det ville have betydet en direkte modstand mod kirken og kongen.

I oplysningstiden, hvor man begyndte at frigøre sig fra den kirkelige magt og snart ville få monarkiet til at vakle, blev det muligt.

Årsagerne til fremkomsten af tempelridder-frimurergrader

Men hvorfor identificerede frimurere i det 18. århundrede sig med tempelridderne, og hvorfor forsøgte nogle at genoprette denne orden, der havde været opløst i fire hundrede år? Der var utvivlsomt flere grunde.

De første var uden tvivl af økonomisk karakter: “Den Strenge Observans” (den tyske forløber for det Rektificerede Skotske System) forsøgte at blive anerkendt som den legitime efterkommer af tempelridderne for at få tilbageleveret ordenens ejendomme, især dem, der var tilfaldet Malteserordenen.

Men nogle spurgte sig selv, hvor tempelriddernes rigdom kom fra, og antog, at ridderne i de hvide kapper havde opdaget hemmeligheden bag transmutation af metaller. Den neo-templariske søgen kunne dermed få en klart alkymistisk undertone.

Fascinationen for tempelridderne betød for nogle også en mere spirituel søgen. Tempelridderne havde længe levet i Orienten, de havde foretaget udgravninger under Tempelbjerget i Jerusalem, de havde omgået mystikere, såsom “Bjergets Gamle” (leder af snigmorder-sekten): De var derfor uden tvivl besiddere af utrolige hemmeligheder.

Endelig, mere prosaisk, så nogle frimurere tempelridderne som arketypen på alle ofre for politisk og religiøs undertrykkelse. Denne fortolkning, der allerede var til stede i det 18. århundrede, blev naturligvis forstærket i det 19. århundrede på baggrund af den antiklerikale kamp.

Stærk modstand mod Kadosh i det 18. og 19. århundrede

Uanset årsagerne til, at nogle frimurere hævdede at være arvinger til tempelridderne, var de neo-templariske grader, og især Kadosh, langt fra at være enstemmigt accepterede i frimureriet.

I 1760’erne var Frankrigs Storloge (som blev til Grand Orient de France i 1772) klart fjendtlig over for Kadosh, og Jean-Baptiste Willermoz, grundlæggeren af det Rektificerede Skotske System, afviste den med afsky (ligesom de andre såkaldte hævngrader) og beskrev den som afskyelig og i modstrid med frimureriets værdier.

Derefter kom revolutionen. Den neo-templariske legende blev vendt mod frimureriet af ultrakatolske antifrimumurere, der i kølvandet på Abbé Barruel ønskede at få folk til at tro, at frimurerne stod bag revolutionen og dermed havde fuldbyrdet tempelriddernes hævn.

Modstanden mod at praktisere Kadosh fortsatte derfor i det 19. århundrede, et begivenhedsrigt århundrede, der i Frankrig så et kejserrige, en autoritær restauration, et konstitutionelt monarki, en anden republik, der blev til et andet kejserrige, og endelig en tredje republik.

I 1806 proklamerede Frankrigs Højeste Råd for REAA, at 30. grad (Kadosh) kun kunne meddeles ved kommunikation, det vil sige uden en egentlig ceremoni. Det var først i 1830, at to Areopager begyndte at praktisere Kadosh-ritualet, efterfulgt af to andre under julimonarkiet.

Under det andet kejserrige blev der også oprettet to Areopager. Men det er ikke overraskende, at det var under den tredje republik, at der blev oprettet flest, nemlig otte. Men ikke alle overlevede, for i 1890 var der kun fem tilbage i hele Frankrig. Selvom Kadosh kunne matche den antiklerikale og republikanske følsomhed hos Grand Orient de France på det tidspunkt, kan man ikke ligefrem tale om en bølge.

Kadosh-graden efter Anden Verdenskrig

Hvordan kan det så forklares, at Kadosh i dag er en af de grader, der altid tildeles ved en komplet ceremoni i de fleste frimureriske riter, der inkluderer den i deres gradestige? Det ser ud til, at denne grad vandt indpas efter Anden Verdenskrig.

Efter rædslerne fra denne konflikt og den brutale forfølgelse af hele befolkningsgrupper (jøder, romaer, psykisk syge, kommunister, men også frimurere), er det forståeligt, at frimurerne genopvurderede denne grad, som gjorde det muligt at identificere sig med alle ofre for undertrykkelse og bekræfte, at frimureriet skal “bekæmpe enhver uretfærdighed og enhver undertrykkelse med alle midler og uden ophør” (instruktion for 30. grad, Tuileur de Lausanne, 1875).